EU-millioner skaber jobs hos Calvex i Skive

Virksomheden Calvex fra Skive har fået 8 millioner kroner i EU-støtte. Støtten er opnået med hjælp fra CDEU og skal udvikle et system, der kan behandle mælk til nyfødte kalve lokalt på gården. For Calvex vil millionstøtten betyde en række nye, lokale jobs.

EU-millioner skaber jobs hos Calvex i Skive

Virksomheden Calvex fra Skive arbejder med at håndtere råmælk til kalve, og firmaets unikke systemer har igennem årene hentet talrige priser. Calvex fik for år tilbage idéen til at styre næringsindholdet i de nyfødte kalves første måltider, da disse har stor betydning både for udviklingen af kalvens immunforsvar og for den mælkeproduktion, som kalven vil kunne give senere i livet.

8 milioner til MilkGuard

Nu har firmaets nyeste idé, MilkGuard, opnået 8 millioner kroner i EU-støtte til at markedsmodne et nyt system, der skal gøre det mere rentabelt for mælkeproducenter at pasteurisere mælk til kalvefoder lokalt på gården.

Støtten skal skabe ny afdeling og kommerciel succes

Brian Pedersen, der er administrerende direktør for Calvex, fortæller om støttens betydning:

Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at det er lykkedes for os at få disse midler. Det er jo helt klart en blåstempling af vort arbejde og gør rigtig meget for motivationen til at fortsætte med at jagte nye forretningsidéer. Midlerne gør, at vi nu kan etablere en dedikeret afdeling, som udelukkende har fokus på at følge MilkGuard-projektet til dørs og sikre, at det også kan udvikle sig til en kommerciel succes.

Flere lokale arbejdspladser

De mange millioner vil helt konkret betyde flere arbejdspladser i lokalområdet:

Vi er allerede i fuld gang med at beskrive, hvilke medarbejdere vi skal bruge, og vi forventer at påbegynde nyansættelser inden for et par måneder. Hvor mange medarbejdere, vi skal bruge, er lidt svært at sætte tal på endnu, men der skal bruges en del

fortæller Brian Pedersen og fortsætter:

Planen er, at afdelingen kommer til at have til huse i vore bygninger i Nr. Søby, som vi er i gang med at renovere. Men det stopper slet ikke her, vi har masser af spændende planer.

Professionel rådgivning gør en forskel

Jens Meilvang, som er kommunalbestyrelsesmedlem for Liberal Alliance i Norddjurs Kommune, er også formand for bestyrelsen for Central Denmark EU Office. Han glæder sig forståeligt nok over den store støtte:

Dette er et rigtig godt eksempel på, hvilken forskel det kan gøre at have professionel rådgivning, der understøtter de midtjyske virksomheders arbejde for at være med i kapløbet om EU-millionerne.

Projekttitel

MilkGuard

EU-program

Horizon Europe (Rammeprogram for Forskning og Innovation) » Horizon 2020

EU-bevilling

7.945.000 DKK

Antal partnere i projektet

1

EuroCenter      Uddannelses- og Forskningsstyrelsen      Haraldsgade 53      2100 København Ø      Telefon: 3544 6240      E-mail: eurocenter@ufm.dk     Tilgængelighedserklæring