30 Millioner kroner i EU-støtte til Midtjylland
Mere end 30 millioner kroner i EU-støtte er netop blevet givet til tre midtjyske virksomheder, som har modtaget hjælp fra CDEU’s forløb, iFacilitator.
Det imponerende støttebeløb kommer fra det såkaldte SMV-instrument, som er en del af EU’s innovations- og forskningsprogram, Horizon 2020. Støtten gives til små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som har en særligt innovativ idé, der har potentiale for at skabe ny værdi ud over landets grænser.
Midtjylland er langt fremme i feltet
Sammenligner man med resten af Europa, så er der særlig god grund til at være stolt over, at de mere end 30 millioner EU-kroner nu lander hos midtjyske virksomheder. Danmark, og i denne runde især Midtjylland, er nemlig særdeles langt fremme i feltet, når det gælder om at hente gode penge hjem til at fremme virksomhedernes produktudvikling – og det til trods for, at Danmark både areal- og befolkningsmæssigt er et af EU’s mindste lande.
Støtte til vidt forskellige koncepter
To af de firmaer, som netop har modtaget støtte med CDEU’s hjælp, kommer fra Aarhus-området, mens det tredje har hjemme i Skive, og der er tale om tre vidt forskellige forretningsområder, som har opnået støtte:
CEMECON SCANDINAVIA A/S ligger syd for Aarhus, og firmaet har modtaget støtten til markedsmodning af deres opfindelse, cleanMOULD, som er en særlig form for behandling til støbeforme i plastikindustrien. cleanMOULD forventes at tidoble formenes levetid.
ecoSave Packaging ApS har hjemme i det vestlige Aarhus og har fået EU-støtten til at markedsmodne ecoSave, der er et koncept for bæredygtig og ressourceeffektiv fødevareemballage.
Og endelig er der Suntherm ApS fra Skive, som har fået støtte til at markedsmodne konceptet SmartHeat, der er en banebrydende opbevaringsløsning, hvormed husstande kan indfange og lagre solvarme til senere brug.
Stor glæde hos CDEU
Hos CDEU vækker det gigantiske støttebeløb selvsagt stor glæde, da det, som nævnt tidligere, er vores eget afklaringsforløb, iFacilitator, der har hjulpet virksomhederne med at se deres muligheder i EU’s programmer.
- Vi er utroligt stolte over at have været med til at identificere og matche de finansieringsmuligheder, som nu har indbragt midtjyske virksomheder det store tilskud, lyder det fra CDEU’s erhvervskonsulent, Thomas Steen Hansen, som fortsætter:
- Vi ved, at iFacilitator har potentiale til at hjælpe mange flere midtjyske virksomheder, så derfor arbejder vi i CDEU tæt sammen med vore partnere i det midtjyske erhvervsfremmesystem på at finde de relevante virksomheder, der har potentiale for at modtage støtte.
CDEU ønsker de tre virksomheder stort tillykke og ser frem til at hjælpe endnu flere midtjyske virksomheder i kampen for at opnå EU-støtte. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om iFacilitator, så kontakt os på erhverv@centraldenmark.eu
EU-program
Horizon Europe (Rammeprogram for Forskning og Innovation) » Horizon 2020